Skoleåret 1998/99 har været et år med forandringer og udvikling på
Sankt Pauls Skole.
Nogle ændringer har fysisk været meget konkrete og ikke til at undgå at
følge med i - andre har været mere diskrete. Fælles for dem alle er
dog, at de har taget udgangspunkt i skolens vigtigste opgave nemlig den
pædagogiske.
Allerede i begyndelsen af året begyndte en kursusrække for skolens lærere. Emnet var teamarbejde - et tema, som er meget oppe i tiden. Tanken er at skabe arbejdsgrupper omkring de enkelte klasser bestående af de lærere, den pågældende klasse har på det givne tidspunkt.
Ideen havde været afprøvet for år tilbage uden større succes - det var besværligt, tidskrævende og gav ikke det forventede udbytte. Vi vurderede derfor, at det denne gang var vigtigt, at lærerne havde det fornødne teoretiske fundament i orden inden opstart, således at alle havde de samme forudsætninger - og intentioner - med teamarbejde på Sankt Pauls Skole.
Vi har brugt mange timer - både lærerkollegiet alene, men også med kvalificeret konsulenthjælp fra Danmarks Lærerhøjskole.
Projektet mundede ud i en arbejdsplan, som beskriver de tre områder, de enkelte team skal varetage:
- Årsplanlægning og løbende resultatevaluering
- Skole/hjemsamarbejde
- Elevernes medbestemmelse og ansvar
- Løsning af konflikter i klassen på alle niveauer
- Omsorg for elever med særlige vanskeligheder
- Individuel opfølgning og vejledning af de enkelte elever
- IT-integration i undervisningen
- Et team består af minimum 3 lærere
- Der vælges en teamleder med ansvar for koordination og mødeindkaldelse
- Klasselæreren er født medlem, men ikke nødvendigvis teamleder
I april måned dannede vi så de enkelte team, og der blev indkaldt til de første møder.
Inden sommerferien var årsplanlægning af undervisning, ekskursioner, forældrearrangementer og sociale begivenheder i klasserne stort set på plads. Det bevirkede en øget aktivitet i skoleårets sidste måneder, men har også betydet større og dybere overvejelser omkring de enkelte fags undervisningsforløb.
Emner og temaer er blevet tilrettelagt på tværs af de traditionelle faggrænser, hvilket forhåbentligt skaber større helhed og forståelse hos eleverne.
Efter sommerferien har der været holdt mange møder i de enkelte team - for det er nødvendigt, hvis målsætningen skal overholdes.
Det tager forståeligt nok lang tid, og vi har sikkert meget, vi kan lære endnu, men det er min opfattelse, at det er en nødvendig pædagogisk udvikling.
Skolen varetager i dag så mange funktioner, lærerprocesserne er blevet meget individuelle og informationsstrømmen så kolossal stor, at eleverne skal "lære for livet". Her slår en enkelt persons kompetence sjældent til - og skal heller ikke gøre det. I stedet skal vi lærere bruge hinandens viden, indsigt og erfaring til i fællesskab at skabe det bedste miljø for læring - og den bedste undervisning.
Den tid, hvor man som lærer fører "den lukkede dørs pædagogik", vil heldigvis ikke vare ved.
Et helt andet og meget synligt pædagogisk tiltag er skolens nye bibliotek og IT-center.
I forbindelse med overvejelserne af indholdet i denne beretning kiggede jeg i referaterne fra bestyrelsesmøderne og fandt derved ud af, at det faktisk er hele 3 år siden, vi første gang diskuterede nødvendigheden af en udvidelse af Sankt Pauls Skole.
3 år kan synes som meget lang tid, men forud for, hvad I kan se nu, ligger mange overvejelser og hårdt arbejde. Vi begyndte med en behovsanalyse. Så fulgte ændring af huslejekontrakt, vurdering af skolens økonomi, valg af arkitekt og til sidst den endelige beslutning, som er blevet - tør jeg nok sige - et flot resultat af alle anstrengelserne.
Endelig den 22. marts i år kunne vi tage det første spadestik. En elev fra børnehaveklassen, en elev fra 10. klasse samt undertegnede kunne langt om længe bruge den gyldne spade på den bare jord ved siden af administrationsfløjen.
Herefter gik det heldigvis stærkt. Dag for dag skred processen hurtigt frem, selv om støbningen af fundamentet tog urimelig lang tid - syntes alle vi, der ikke havde forstand på det. I følge arkitekt og entreprenør gik alt, som det skulle.
Og den 17. juni - lige inden sommerferien - kunne vi så holde rejsegilde med røde pølser og sodavand - de tre kranse, flag og strålende solskin.
Mens vi andre har holdt ferie, er der blevet arbejdet hårdt på byggepladsen, og nu er vi snart helt færdige.
I løbet af efteråret vil vi forhåbentlig kunne invitere til indvielsesfest med nyt bibliotek, 24 pc-arbejdsstationer i netværk, internetadgang og AV-rum.
Også vores specialundervisningsklinik har fået nye og bedre lokaler. Samtidig er fritidspasningen og børnehaveklassen blevet udvidet og har fået køkken.
Alt i alt en nyskabelse som kun kan blive til glæde og gavn for os alle sammen.
Til slut vil jeg gerne takke skolens personale for jeres store arbejdsindsats og åbenhed over for ændringer. Eleverne og forældrene for jeres støtte og tålmodighed i forbindelse med byggeriet samt skolens bestyrelse for det meget kompetente stykke arbejde og engagement I har lagt for dagen under skolens udvidelsesperiode.
Lea Ørsted, skoleleder