Så blev endnu et skoleår afsluttet - skoleåret 1996/97 var et år med mange oplevelser - hvoraf langt de fleste var meget positive.
Sidste år fortalte jeg om den nye mundtlige eksamen i matematik. På grund af Undervisningsministeriets lettere vattede holdning i dette spørgsmål, var der indtil sidste øjeblik en del tvivl om, hvordan en sådan eksamen egentlig skulle løbe af stabelen. Til trods for denne usikkerhedsfaktor klarede afgangseleverne i 9. klasse i samarbejde med matematiklærerne eksamen meget flot. Dette har givet grobund for at se på undervisningen med nye øjne, fordi det nu i langt højere grad er vigtigt, at eleverne forholder sig problemløsende til de stillede opgave i faget. Hovedvægten i undervisningen vil derfor i langt højere grad blive lagt på, at eleverne gennem undersøgelser, systematisering og ræsonnementer opbyger en matematisk viden og kunnen. Prøveformen giver mulighed for, at eleverne kan vise erfaring og færdighed i et langt bredere perspektiv end ved de skriftlige prøver. I løbet af en eksamen, der tager 1½ - 2 timer, får de rig mulighed for at dokumentere deres faglige kunnen, men også deres evner til kommunikation og problemløsning, da arbejdet som oftest foregår i grupper.
Nu er et liv på en skole jo ikke kun undervisning og eksamen. I løbet af sidste skoleår lykkedes det at få stablet et elevråd på benene. Efter nogle begyndervanskeligheder, hvor eleverne skulle lære de rent praktiske ting: mødeafholdelse, valg af medlemmer, skrivning af referat m.m. er det nu mit indtryk, at elevrådet fungerer. Vi har som lærergruppe haft stor glæde af dialogen med eleverne som samlet gruppe, og selv om vi ikke kan realisere alle ønsker på en gang, så har forslagene altid været fremlagt sagligt og fornuftigt. Eventuelle velbegrundede afslag har elevrådet da også godt kunnet se det rimelige i. Ydermere har det været dejligt at have mulighed for at lave arrangementer med elevrådet som ligeværdig partner.
Sidste skoleår bød også på endnu en nyskabelse på elevernes initiativ, nemlig et skoleblad. Dette blad, som udkommer efter behov, tid og lyst, uddeles indtil videre gratis til eleverne. Redaktør og journalister er alle elever, som - bistået af en lærer - producerer bladet. Og jeg kan roligt sige, at ethvert nyt nummer imødeses med stor spænding og interesse.
Disse tiltag - og andre arrangementer, som sker på tværs af klasserne - mener jeg er af stor vigtighed for skolens sociale liv. Som der stod i lederen i særnummeret af skolebladet - udgivet i forbindelse med det nyligt afholdte temadøgn - "Holdene var på tværs af klassetrinnene, og det var skønt at se, hvordan de ældre elever automatisk tog sig af de yngre. Der er i de sidste to dage knyttet nye bånd mellem de forskellige klasser. Dette er nok den største gevinst ved legene". Og dette er vel at mærke skrevet ganske frivilligt af en elev!
Netop denne hensyntagen til hinanden er utrolig central for den måde Sankt Pauls Skole forsøger at få hverdagen til at fungere. I en tid, hvor man i diverse medier ustandseligt høre om "flimrebørn" og "zappergenerationen", mener vi, at det er vigtigt at fastholde vores skole som en holdningsskole. Vi vil noget med vores elever. De skal selvfølgelig have et solidt fundament af faglig viden og kunnen, men de skal også lære at omgås hinanden som ligeværdige mennesker. Det kræver, at man tager hensyn - at man ikke hele tiden sætter sig selv i centrum - at man interesserer sig for de personer, man omgås i det daglige.
At være en holdningsskole kræver selvfølgelig også, at vi en gang imellem diskuterer disse målsætninger. At vi som bestyrelse, ledelse og lærergruppe ved, at vi stadig arbejder ud fra det samme grundlag og mod de samme mål. Derfor samles skolens personale og bestyrelse i begyndelsen af det nye år til en pædagogisk weekend, og det er mit håb, at dette arrangement kan styrke vores skole, så vi også i fremtidens skolebillede vil være en skole med holdninger og målsætninger - både faglige og sociale.
Til slut vil jeg gerne takke alle, som er med til at få vores skole til at fungere. Tak til forældrene for jeres opbakning og engagement - til skolens medarbejdere, som altid er entusiastiske og fulde af nye ideer og til skolens bestyrelse, som bærer et stort ansvar for skolens overordnede drift.
Lea Ørsted