Tilbage til hovedsiden Sankt Pauls Skole

Værdier Historie Styrelse Aktiviteter Info Glimt Lærere Links Nyheder Personaleintra Elevintra Forældreintra

 

Bestyrelsens beretning til årsmødet 2000

Først og fremmest vil bestyrelsen byde velkommen til det nye årtusindes årsmøde! Og vi vil byde særligt velkommen til Sankt Pauls Kirkes nye præst - pastor Thomas Birkheuser. Også velkommen tilbage til lærer Birgit Magnussen, der de sidste 2 år har været på uddannelsesorlov i Bruxelles. Ved skoleårets slutning tog vi afsked med pastor Niels Engelbrecht, der nu er sognepræst på Lolland/Falster. Vi har været glade for hans indsats som skolepræst og hans arbejde i bestyrelsen. Vi har ligeledes skullet tage afsked med 2 lærere: Nikolaj Noval har ønsket nye udfordringer uden for skoleverden - vi ønsker ham held og lykke. Efter 21 års ansættelse holdt vi afskedsreception for lærer Alice Andersen - vi takker for de mange år.

Når bestyrelsen ser tilbage på året, der er gået, er der nogle områder, som især påkalder sig opmærksomhed.

Indvielsen og ibrugtagningen af den nye bygning har selvfølgelig været dette års største begivenhed. Da de sidste byggehurdler var overstået, havde vi en rigtig dejlig og festlig indvielsesdag.

Efterfølgende har udnyttelsen af de nye faciliteter selvfølgelig haft en særlig bevågenhed og prioritet i bestyrelsen. Vi har med glæde fulgt med i udviklingen og udnyttelsen af de muligheder, som det pædagogiske servicecenter kan byde på. Vi har valgt at prioritere investeringer i Av-lokalet højt. Således skal man netop nu til at indkøbe og installere Av-midler i lokalet.

På bestyrelsesmøderne er der blevet fulgt op på udnyttelsesgraden af bygningen, og vi er glade for at kunne konstatere, at lokalet faktisk må siges at være spidsbelastet! Vi mener også, det er væsentligt, at lokalet kan benyttes efter elevernes skoletid og er derfor meget tilfredse med den udvidede åbningstid og konstaterer med glæde, at lektieværkstedet bliver benyttet flittigt.

At skolens ældste elever i år delvist havde mulighed for at benytte EDB ved eksamen, ser vi også som en stor fordel. Vi arbejder selvfølgelig videre med sagen, og målet må være at kunne tilbyde anvendelse af pc ved alle skriftlige afgangsprøver.

Sidste år deltog lærerkollegiet i et IT-kursus her på skolen - for undervisningen stod Danmarks Lærerhøjskole. Det er efterfølgende blevet besluttet, at kurset skal følges op dels af flere kurser dels ved en udvidelse af skolens IT-vejleders timetal til vejledning af de enkelte lærere.

I dette skoleår er vi i henhold til seneste overenskomst gået over til nye arbejdstidsregler. For skolen betyder det to ting - en stigning i lønomkostning og ændringer i timeplanlæg-ningen. Helt konkret og synligt er blandt andet lærernes fælles forberedelseseftermiddag. Dette betyder, at lærerne torsdage fra 13.45 til 15.45 er på skolen for i samarbejde at udvikle og forberede undervisningen. Som en følge af dette har en modernisering af lærerarbejdsrummet været nødvendigt.

Vi mener, hele arbejdstidsomlægningen på mange måder har været et godt afsæt til tiltag, der fortsat kan fremme skoleudviklingen.

I januar var skolens lærere og bestyrelse på Magleås til pædagogisk weekend. Her drøftede vi blandt andet skolens menneskesyn og talte meget om de værdier, det er vigtigt fortsat at vægte højt her på Sankt Pauls Skole. Vi glæder os over at have en skole, hvor samspillet mellem mange nationaliteter fungerer godt, og hvor talen om trivsel og respekt for hinanden og omgivelserne er en del af skolens hverdag. Denne pædagogiske weekend ligger helt i tråd med "Foreningen af Katolske Skolers" udspil til alle medlemsskoler om at drøfte ét og samme emne under overskriften "Skolesyn til eftersyn". Weekenden mundede ud i nogle vigtige nøgleord, som lærerrådet fortsat vil arbejde videre med. I den anledning er der blevet nedsat et pædagogisk udviklingsråd, der vil sætte disse emner i fokus.

Ved bestyrelsesmødet i januar havde vi atter i år besøg af elevrådsformand og næstformand. Elevrådet fremførte forskellige ønsker, der blandt andet endte op med et budgetønske, som bestyrelsen kunne imødekomme. Vi ser frem til fortsat samarbejde med elevrådet.

"Beplantning af udenomsarealerne" har været på programmet i flere omgange - senest blev projektet udskudt i forbindelse med byggeriet. Men nu sker der noget. Vi har netop afgivet en større bestilling på tilplantning af hæk og træer i skolegården. Der vil ligeledes blive opmalet nye hinkeruder. Dette vil starte allerede i efteråret.

En fest kommer sjældent alene - sidste efterår var vi til indvielsesfest, og nu er vi i gang med at planlægge jubilæumsfest. Den 7. august 2001 fejrer Sankt Pauls Skole sit 25 års jubilæum. Vi ønsker, at denne dag bliver markeret grundigt og festligt - vi har meget at fejre her på stedet, og det glæder vi os til. Der er netop blevet nedsat en arbejdsgruppe, der skal planlægge festlighederne. Sidder man inde med gode ideer og eventuelle forslag, kan de videregives til festudvalget.

Pr. 5. september har skolen det meget fine elevtal 259 elever. Skolen er fortsat meget søgt og har lange ventelister. Revisor har konstateret: "At skolen er blandt de økonomisk veldrevne private skoler i Danmark". Dette giver god basis for de mange spændende tiltag, der præger skolen nu og fremover.

Når man ser tilbage på året, der er gået, kan bestyrelsen konkludere, at alt stort set har fungeret i overensstemmelse med de mål, vi satte os. Det er os derfor magtpåliggende at sige tak til alle for hjælp og god støtte i det forløbne år. Det være sig vores initiativrige lærere, vores forældre og ikke mindst eleverne, der i det daglige er med til at præge skolens hverdag og omdømme. Når alle løfter i flok, får vi en dejlig skole, som vi har her.

Som det forhåbentlig fremgår af beretningen, vurderer bestyrelsen, at Sankt Pauls Skole fortsat er en dynamisk skole, der hele tiden er i god udvikling, så der er al grund til at feste ved 25-års jubilæet til august.

Christa Bonde
Bestyrelsesformand