I begyndelsen af 1970'erne var der efterhånden mange katolske børn på Københavns vestegn. Der var faktisk så mange, at den daværende biskop Hans Martensen foranstaltede en undersøgelse om behovet for en selvstændig skole i dette område.
Den store menighed – som havde "bopæl" og kirke i Tåstrup – med pater Herberighs i spidsen, var meget positive over for forslaget om at oprette en skole til menighedens børn.
I Tåstrup var det ellers på det tidspunkt tradition, at hvis man skulle gå på privatskole, ja så gik man på Taastrup Private Realskole. Det var derfor naturligt, at man fra det katolske bispedømmes side orienterede områdets allerede eksisterende privatskole. Denne havde heldigvis elever nok – oven i købet ventelister – så her var ingen sure miner.
For at se om projektet økonomisk kunne bære, oprettede man i første omgang Sankt Pauls Skole som en filial af Sankt Josefs Skole i Roskilde.
Den 1/8 1976 fødtes Sankt Pauls Skole med tre klasser – en børnehaveklasse, en 1. og en 2. klasse. Lokaliteterne var menighedssalen i Sankt Pauls Kirke på Køgevej i Tåstrup.
Der opstod også hurtigt et behov for en fritidspasning, så man lejede en skurvogn – foreløbigt for et år. I sidste øjeblik blev tilladelsen til opstillingen af skurvognen trukket tilbage af kommunen, men da var kontrakten underskrevet, og huslejen betalt for et år. Så man lod vognen stå – og borgmesteren var da også så hensynsfuld, at han så gennem fingre med forseelsen. Iført sin flotte borgmesterkæde ønskede han ved indvielsen skolen al mulig held og lykke.
Skolen var som et nyplantet træ: Roden var kraftfuld og fast. Hurtigt voksede stammen op, fik grene og dannede en krone. Træet – symbolet på livet og skolens vartegn – blev stort og bæredygtigt – og krævede snart mere plads.
Så efter kun et år, hvor man hver fredag døjede med at skulle rydde borde og stole væk fra menighedssalen for at give plads til søndagens kirkekaffe, lejede man sig ind på Charlotteskolen i Hedehusene. Også her blev opholdet af kortere varighed. Efter kun 1½ år skulle kommuneskolen selv bruge lokalerne – og nu var gode råd dyre!
Man ledte og søgte efter egnede – og forhåbentlig mere permanente bygninger – og endte med en nedlagt lager- og kontorbygning på Hørskætten i Tåstrup. Umiddelbart ikke specielt egnet til skolebrug – og da heller ikke nogen vedvarende løsning. Som det hurtigt skulle vise sig, blev det dog et sted og et miljø, som kom til at rumme megen charme. Det blev en plet, som på mange måder kom til at danne selve kernen i Sankt Pauls Skoles sjæl.
Penge var der – som sædvanligt – ikke mange af. Derfor blev både lærere og forældre inddraget i det store arbejde, det var at sætte de gamle og i bund og grund til skolebrug uegnede bygninger og lokaler i stand.
Hørskætten havde især en stor fordel – her havde man fornemmelsen af at "have foden under eget bord". Godt nok var lokalerne i ringe stand, men her var plads, og lidt maling og søm gjorde underværker. Der var så god plads, at man fik en tumlesal – et samlingssted, som gennem tiden kom til at rumme morgensang, skolekomedier, basarer og ikke mindst den daglige idrætsundervisning, når det regnede.
Musiklokalet var foret med æggebakker for at forbedre akustikken. Klokkeringningen ved frikvartererne foregik manuelt, så pausernes længde var ofte varierende. Når det regnede, måtte et fast korps bestående af skolelederen, lærere og forældre træde til og køre til Hørskætten for at opstille spande på strategiske steder.
Der har altid været en særlig aura omkring "Hørskættefolket" – både elever, forældre og lærere. Heldigvis har skolen gennem årene formået at holde kontakten til en del af disse mennesker. Lærerne fordi de er blevet på skolen – og nu så småt er ved at takke af og gå på pension en efter en. Men også eleverne vender tilbage. Nu med deres egne børn for at indskrive dem i børnehaveklassen, så kontinuiteten er bevaret.
Men det var et dagligt slid at drive skole under disse forhold, og ønsket om at erhverve bygninger, der var bedre til formålet, voksede hastigt.
Mange arrangementer blev iværksat for at rejse penge til projektet – og intet beløb blev anset for at være for småt, bare det var penge. Skolens økonomi blev styret med en fast hånd af Tage Langsted – en post han bestred med stor autoritet frem til sin pensionering i 1996. Det er i høj grad Tages fortjeneste, at der blev grundlagt en så sund økonomisk linie, at vi har kunnet få den skole, som vi har i dag.
Endelig købte Ansgarstiftelsen en grund og begyndte byggeriet på Frøgård Allé. Den 1. november 1981 overtog skolen bygningerne, og den 12. november flyttede lærere og elever ind i de helt nye lokaler.
Den gang lå skolen mutters alene ude på marken – ikke en gang Høje Tåstrup Station var bygget endnu – så de første år kørte der en særlig skolebus fra Tåstrup Station om morgenen og retur igen om eftermiddagen.
Helt i skolens – og Tages ånd – blev selve flytningen foretaget af ansatte og forældre i diverse mere eller mindre egnede køretøjer. Derved sparede man selvfølgelig penge, men det var også en stor og hård opgave for de involverede, for skolen skulle jo stå klar til at modtage børnene mandag morgen.
Allerede efter et år havde skolen fået vokseværk. Dette blev i første omgang klaret med leje af skurvogne – en løsning, som har forfulgt skolen gennem årene. At skaffe penge til byggeri var et evigt tilbagevendende problem, selv om vi fik hjælp både fra Ansgarstiftelsen og Den Katolske Kirke i Tyskland.
På nær de to allerførste år var det Blanka Langsted, som stod ved roret som skoleleder på Sankt Pauls Skole frem til 1996. Og hun kan med rette være stolt over resultatet. Der skal en jernvilje til at kæmpe, som hun har gjort det – og både hende og hendes familie skylder vi alle en stor tak for de afsavn, de må have lidt gennem tiden.
Den skole, vi ser i dag, er bygget i fire etaper. Alle udvidelser er sket under store og grundige overvejelser, og vi er de personer, som har ydet skolen råd, vejledning, økonomisk og praktisk hjælp, en stor og varm tak skyldig.
August 2001. Merete Woll og Lea Ørsted
[Se også billedkavalkaden fra skolens historie]
Der var så dejligt ude på landet. Kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke ude i de grønne enge.
Midt i solskinnet gik en flok skader rundt. Det var stolte fugle – klædt i kjole og hvidt så de ud, som om de altid var på vej til gallafest. Man skulle tro, at det bare en gang imellem generede dem slet ikke at have farve på fjerdragten. Men nej – tværtimod. De var så overbeviste om, at sort og hvidt var det kønneste i hele verden, så alle andre farver i deres øjne var blege og tarvelige.
"Er vi ikke smukke" sagde de og spejlede sig i vandpytterne. Og så rustede de sig til dagens arbejde med at skaffe føde – og det var nu ikke så svært. For det sted, skaderne havde valgt at slå sig ned, bugnede af mad. Mange steder stod der nogle ejendommelige grå metaltingester på stænger ned i jorden. Disse fine beholdere blev hver dag fyldt op med dejlig mad, som skaderne kunne spise. Der lå selvfølgelig også mange andre ting i end mad – papir og mælkekartoner for eksempel, men det meste af det, der lå der, var livretter for skaderne. Der var masser af halvspist frugt og grøntsager. Sirlige stykker smørrebrød med leverpostej, æg eller ost. Og en gang imellem – når skaderne var rigtig heldige – var der såmænd makrelsalat og torskerogn. Men aldrig pålægschokolade – og aldrig nogen sinde Grøn Bonanza. Kun kedelig, gammel økomælk, som skaderne absolut ikke kunne fordrage.
Mad var der altså nok af, men skaderne ville ikke dele.
Når den store hankat fra landsbyen kom forbi, blev skaderne helt balstyrige. Han var ellers frygtelig fornem – ham katten. Han kunne både skyde ryg og spinde – ja, han gnistrede sågar i sin sorte pels – men lige lidt hjalp det ham.
Når skaderne så ham, lettede de straks, fløj i store cirkler over hans stakkels hoved og styrtdykkede som små torpedoer mod hans ubeskyttede ører og knurhår for at nappe ham.
"I tror rigtigt, at I er noget" hvæsede og peb han op mod skaderne. "Kan I måske skyde ryg, spinde og gnistre?" Men skaderne var da bare ligeglade. De ville have makrelmadderne for sig selv og blev ved med at drille katten, så han til sidst mijavende var nødt til at løbe sin vej med halen mellem benene.
De sorte og hvide fugle var skadefro og lo med deres hæse skrig mod himlen.
Ganske tidligt om morgenen kunne man møde hr. og fru Hare. De hoppede glade hen over græsplænerne på udkig efter kløveren med de hvide blomster. Ofte var de heldige. Store områder med den dejligste, saftigste kløver bredte sig for deres øjne, og så var det bare om at æde, til de ikke orkede mere.
Når de blev mætte og trængte til at røre sig, var der en sjov bakke, de kunne hoppe op på og kurre ned på halen. Det gjorde de tit, og alt græsset blev slidt af bakken, så der kun var den nøgne jord tilbage – og de var da bare ligeglade, for der var ingen til at fortælle dem, at det måtte de ikke.
Andre gange blev hr. og fru Hare meget kede af det, når de kom til græsplænerne for at spise kløver. For der var slet ingen kløver! Der var faktisk næsten heller ikke noget græs. Hele området så ud som om, en kæmpe ged havde gået og spist alt græsset og al kløveren – det var kun ganske få millimeter af begge dele, som havde fået lov til at blive stående. Så lidt at det slet ikke kunne fylde en sulten haremave – og så måtte de jo hoppe hjem igen.
Der var også et vildsomt krat, som var som den tykkeste skov, og her lå en and på sin rede. Hun skulle ruge sine små ællinger ud, men inden hun havde fundet dette sted i tykningen under buskene, havde hun lagt et æg i den varme jord ved et lille, yndigt kastanietræ.
Hun havde så helt tilfældigt fundet et nyt og bedre sted, men da hun vendte tilbage efter sit æg, kunne hun ikke længere finde det. Hun ledte højt og lavt, men ægget var og blev borte, og det var hun næsten ked af.
"Nå pyt da med det", sagde hun til sig selv. "Jeg lægger da bare et nyt – og se bare, det bliver sikkert meget større end de andre, og ungen bliver sikkert den smukkeste af alle mine grimme ællinger."
Hun spurgte dog alligevel skaderne om hjælp, og de hidkaldte deres venner kragerne, som dog ikke var til megen nytte. For straks da kragerne ankom, begyndte en slåskamp mellem dem og skaderne om indholdet i metaltingesterne – den dag var der nemlig masser af kage, for det var fredag. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at skaderne vandt!
Derefter spurgte andemoderen mågerne – både de store fra havet samt dem med og uden hætte – om de ville holde udkig efter ægget, når de sad og skreg deres hæse skrig på tagrygningen. Det ville mågerne gerne, for faktisk havde de ikke så meget andet fornuftigt at tage sig til, selvom de ikke rigtigt ville indrømme det.
Tagrygningen ja, for midt i idyllen af vandpytter, kløver og græs lå en bygning. Ikke en gammel herregård med dybe kanaler rundt om, men længer af røde mursten med gråt tag. Ikke særlig smuk, ikke særlig stor – selvom den var vokset meget gennem tiderne – men alligevel en bygning med stor betydning.
Alle dyrene – skaderne, katten, harerne, anden med sine ællinger, mågerne og alle de andre fugle – de mente jo nok, at både græs og høj og bygninger – og metaltingester og hele molevitten – at ja, det var selvfølgelig deres.
Og det var det da også det meste af tiden – tidligt om morgenen, sent om eftermiddagen, om aftenen og natten, og i weekenderne.
Men om dagen – oh herre jemeni! Fra mandag til fredag fra tidligt om morgenen så var der et liv og leben uden lige! Børn i alle aldre – fra små generte på fem-seks år til store døgenigter på 17 - invaderede både græs og bygninger.
De blev fulgt af en horde af voksne – de fleste kørte hurtigt igen og kom først tilbage langt senere på dagen, men nogle af dem blev. Og de så alle meget alvorlige ud, når de gik rundt udendørs – enten alene eller to og to. Og de råbte højt – så højt, at alle mågerne valgte at lette fra taget på én gang, så forskrækkede blev de.
Skaderne påstod dog, at de faktisk ofte så de voksne smile – ja sågar le – når de var indendørs med børnene. Og det vidste skaderne helt præcist, for de var så nysgerrige, at de ikke kunne holde sig fra at kigge ind ad vinduerne i løbet af dagen.
Dyrene kunne aldrig være sikre på ro og fred, når menneskene var der. Der kunne være helt stille i lang tid – så pludselig flænsede lyden fra en skinger klokke den velsignede stilhed. Alle dyrene stivnede og spidsede ører. De kiggede sig nervøst omkring, men der skete ikke mere.
Så blev der igen stille i lang tid – så lød klokken igen, men denne gang tog dyrene det mere roligt, for der skete vel ingenting. Og så væltede det pludselig ud af alle døre med børn, som råbte og lo og legede de underligste lege, der fyldte alle græsplænerne og bakken. Selvom det med at være på bakken, det var vist ikke så godt. For hver gang kom en af de alvorlige voksne og råbte noget, som hurtigt fik børnene ned på jorden igen.
En gang imellem kom børnene også ud uden, at klokken havde lydt. Så havde de noget andet tøj på og forskellige slags runde kugler med, som de enten slog til eller sparkede til eller smed op på taget. Det sidste var ikke så heldigt, for så skulle de have fat i én bestemt mand med en lang stige, og han var meget svær at finde, når man var et barn.
Der var også nogle underlige stativer, som de små børn godt måtte gynge og klatre i, men ikke de store. De måtte også gerne lege med sandet, men ikke med vandet. Og nogle af dem gik midt på dagen og kom igen som om, de havde ild et vist sted, mens de gumlede på rare ting og sager, som skaderne håbede på ville ende i metaltingesterne – hvilket de nu sjældent gjorde.
Andre stod i al slags vejr og suttede på nogle hvide pinde og pustede røg ud af munden. De var godt dumme, mente katten. Han havde en gang lagt sig til at sove i et endnu utændt Sankt Hans bål og var blevet vækket senere af røgen – ikke nogen rar oplevelse, som han fortalte alle, der gad lytte til ham.
Dyrene undrede sig meget og ville helst være fri for alt det postyr. Og hver sommer, når solen igen begyndte at skinne rigtigt varmt, når lærkerne havde sunget længe i vilden sky over de røde bygninger, så var alle børnene og de alvorlige voksne pludselig væk.
Hele sommeren, flere uger, var der næsten helt stille. Kun manden med den lange stige kunne dyrene møde ind imellem – selv den skingre klokke var tavs.
Så slappede dyrene rigtig af. De bredte sig på tage, på græsplæner og på bakken. De legede og sloges – åd og drak og levede livet.
Men efter kun et par uger så syntes de alligevel, at der manglede noget. De savnede børnenes smil, leg og latter. De savnede lyden af bolde, gynger og andet legetøj i bevægelse. De savnede stilheden ind imellem, som på sit eget tavse sprog fortalte, at det nu var tid til arbejde og fordybelse. De savnede de voksne – både når de var alvorlige, men især når de smilede og lo. Kort sagt: de savnede skolens liv!
Så sukkede alle dyrene og kiggede på hinanden og glædede sig til august, når skolen igen blev fyldt med børn. Og de sagde til hinanden: "Så meget lykke drømte vi ikke om at opleve".
Tale til elever og forældre af Lea Ørsted ved skolens jubilæum den 10. august 2001